Jeg har egentligt aldrig rigtig forstået det der fobi for at made sit barn. At være bange for at barnet bliver kvalt i et stykke melon.

Fra bryst til andet mad

E har egentlig aldrig været til det der grødstadie. Det var enten rigtig mad, eller en flaske. I ny og næ noget frugtmos. Men okay, hvem kan egentlig ikke lide det? Jeg spiser det hvertfald gerne endnu. Med rasp/makroner og flødeskum til.

E er generelt småtspisende i forhold til andre børn. Hvis man nu skal sammenligne. Og det skal man jo egentlig ikke. Men det gør man! Især som mor.

Men han har nu altid været god til at spise mad. Sådan rigtig umost mad. Sidste sommer sad han og slubrede vandmelon i sig. For ikke at snakke om blommer, jordbær og andre sommerlige frugter.

Der ligger utrolig meget motorisk arbejde i munden, ved at få lov til at spise og fordele maden selv. Og ved at få normal mad i munden, får munden lov til at genkende og arbejde med maden. For det er det den skal lære.

Samtidigt er svælget så smart indrettet, at det lukker af inden maden kommer ned den forkerte vej. Og børn skal lære at…

Blog Link