Det er nu som det engang er. Børn bliver syge. Og de er måske en del mere syge end os voksne. Eller hvertfald en del mege end os.

E har været en del syg her i første år af hans liv. Hvilket skyldes væske på ørerne. I den tid har J og jeg junglerede med arbejdet, familielivet og parforholdet. Eller nok nærmere arbejdet og familielivet. Parforholdet havde det med at gå i stå, for når  mor kom hjem fra arbejde, måtte far tage på arbejde. I den periode skiftedes vi til at tage sygedagen hjemme. Heldigvis kan J arbejde hjemmefra, hvis han da ikke lige skal rejse landet tyndt, eller være top akademiker et eller andet sted. Men resten af tiden kan han være hjemme.

Mig derimod kan ikke være hjemme. Det kan ikke lade sig gøre at jungleere med min arbejdstid. Den er som den er. Enten eller. Ikke et og og imens.

Og det er det der giver mig enormt dårlig samvittighed. Ikke fordi jeg har en arbejdsgiver der ånder mig i nakken. For som hun siger børn bliver jo syge. Men især en dårlig samvittighed over for mig selv og mine kollegaer. Nu kommer jeg bagud igen. Og mine kollegaer må redde min røv. Mine kollegaer er de mest fantastiske, og de redder gerne min røv. Men hvor…

Blog Link